Randers Karate Skole er en af landets største, ældste og mest vindende karateskoler. Der er høstet et meget stort antal internationale medaljer, heriblandt en række verdensmesterskaber og danske mesterskaber.
Men Randers Karate Skole er ikke kun for elitekæmpere. Alle er velkommen til at træne karate, uanset alder, køn, grundform eller ambitioner. Det er for dem, der vil forbedre sin form, styrke, mentalitet, udholdenhed og smidighed. Det er en udfordrende kampsport, samt effektivt og realistisk selvforsvar. Vi tror på, at massen bærer eliten, og at eliten hæver eliten. Det gør vi ved et stærkt sammenhold samt en seriøs og entusiastisk tilgang til den daglige træning.
Organisatorisk set, er karateskolen en demokratisk forening, som er drevet 100% frivilligt og ulønnet af medlemmer og ildsjæle. Sportsligt, har karateskolen siden 2000 været ledet af Branch Chief Sensei Frank Mikkelsen.
Randers Karate Skole er medlem af Dansk Ashihara Organisation samt New International Karate Organisation (Ashihara Karate).
Historie
Randers Karate Skole blev stiftet i 1974 af Sensei Jørn Louring. Dengang trænede man Kyokushin Karate – dog skiftede man senere til Budo Karate, som i træningsform og ånd var uforandret, men rent organisatorisk var mindre topstyret.
Randers Karate Skole voksede meget hurtigt – til første træning var der allerede 100 medlemmer. Den store masse, og den benhårde træning, kunne snart ses på pokalhøsten, hvor klubben havde topkæmpere i alle klasser, og som regel også stod øverst på pallen i holdkonkurrencerne.
I 1989 valgte man, at gå over til Ashihara Karate, som man så som et mere moderne og dynamisk system.